KRP_130529_0027

Hos Trekantens Dykker Center vil vi hver uge organisere strand dyk. Se under kalender hvornår og hvor de næste dyk er planlagt til. Vi forsøger at veksle lidt mellem de bedste dykkersteder. Du skal dog være opmærksom på, at vi altid forbeholder os retten til at ændre lokationen, når f.eks. vejrforholdene gør det nødvendigt. Sikkerheden kommer altid i første række med Trekantens Dykker Center. Husk, tilmelding er nødvendig.

Strand dyk er en diciplin i dansk dykning, som bare ikke er til at komme udenom. Det er ikke så mærkeligt, i betragtning af at landets samlede kystlinje udgør mere end 7300 kilometer, og der samtidig aldrig i Danmark er mere en 52 kilometer til et stykke kyst, uanset hvor du befinder dig.

Når så det er sagt, så er det selvfølgelig ikke alle landets strande, som er lige velegnede til at dykke fra.

En af de vigtigste ting i den forbindelse er naturligvis tilgængeligheden. Da dykning herhjemme er en ganske udstyrs krævende sport, er det rart, at man kan køre næsten til vandkanten.

I den henseende - og andre dykker relaterede sammenhænge - er Trekantsområdet nærmest  et paradis for dykkere. Vi har rigtig mange gode strand dykkersteder i Lillebælt, både på Jyllands- og Fyns- siden. Fælles for dem alle er, at man kan køre helt tæt til vandkanten.

En af fordelene ved at dykke fra stranden er, at det ofte kan virke lidt mere overskueligt. Både for dem som skal dykke, og for dem som planlægger og organiserer. Derudover er det normalt også lidt billigere, da der ikke skal påregnes penge til drift af båden.

Der er dog også ulemper.. Jeg er selv meget begejstret for at dykke fra båd. En af de vigtigste grunde til det er sand! Eller rettere, fraværet af sand! Som strand dykker ser man nærmest uundgåeligt alt sit udstyr mere eller mindre fyldt med sand, med en masse ekstra rengøring til følge.

En anden ulempe at overveje er, at man oftest bliver lidt bundet til de samme 100 x 100 meter, når man går i fra stranden. Det hænger selvfølgelig sammen med det tunge udstyr, og man er generelt ikke særlig mobil på land, når man er fuldt påklædt og udstyret til dykket.

Man er også en smule mere afhængig af de rigtige strømforhold, når man dykker fra stranden. De fleste dykkere vil jo nødig skulle kæmpe mod strøm, og samtidig vil man gerne op af vandet nogenlunde samme sted, som man gik i. Dykker man der imod fra båd, kan man lade sig samle op, der hvor man kommer til overfladen.